Tak for støtte til byrådsvalget

Kære alle!

Det lykkedes!

Med tre i byrådet; Elisabeth Molkte, Marie Poulsen og undertegnede har vi nu fået en god platform at arbejde ud fra.

Tusind tak til alle, som på den ene eller anden måde har støttet vores valgkamp.

Det var en travl valgkamp, hvor det var spændende at opleve hvordan vi i SF´s byråds-kandidatgruppe kunne støtte hinanden i at udvikle strategier for fremtiden i vores kommune.

Disse strategier blev udmøntet i fem mærkesager:

Lige muligheder for alle trods ulige forudsætninger

  • forebyggelse af sociale problemer, fremfor akut behandling
  • hurtigere hjælp til udsatte børn og deres familie
  • at socialt udsatte (eller borgere) inddrages mest muligt i kommunens sagsbehandling
  • at der ikke sker besparelser over for socialt udsatte grupper

God skolegang

  • flere undervisningstimer til alle elever – mindst det vejledende timetal
  • langsigtet skolestruktur
  • flere cykelstier og trafiksikre skoleveje
  • kantineordninger på alle skoler med ernæringsrigtig, økologisk mad

Klima, natur og miljø

  • Lemvig som klimakommune
  • miljøvenlige beslutninger ved kommunale udskiftninger af materiel
  • en naturplan som bevarer og udvikler kommunens enestående natur
  • 80 % af kommunens forbrug af el og kollektiv varme skal dækkes med vedvarende energi i 2015.
  • at den offentlige forvaltning tænker miljø ind i alt og sætter det i system (Miljøledelse)

Lokal identitet — fremmer bosætning i landdisktrikterne

  • udviklingsplaner for alle landsbysamfund
  • flere beslutningskompetencer til demokratiske landsbyråd
  • spændende sociale mødsesteder i landsbyerne, hvor borgerne kan mødes på tværs af alder og erhverv
  • bedre offentlig transport til byer med indkøbsmuligheder
  • flere penge til nedrivning af forfaldne ejendomme

Rummeligt arbejdsmarked

  • initiativer der forebygger ledighed for de 18 – 30 årige
  • spændende og fremadrettede tilbud til ledige og sygemeldte
  • at Lemvig Kommune skaber arbejdspladser til borgere med truet eller nedsat arbejdsevne.
  • relevant hjælp til borgere der risikerer at blive udstødt fra arbejdsmarkedet
  • tidlig indsats for 15-18 årige, der havde det svært i Folkeskolen

Vi glæder os nu til at komme i arbejdstøjet!

Med venlig hilsen
Arne Noe

Fremtidens natur i Lemvig Kommune

Læserbrev i Lemvig Folkeblad, uge 46

En af opgaverne for det kommende byråd bliver at udarbejde en naturplan som en del af kommuneplanen.

Lemvig kommunes Natur- og Miljøråd, som består repræsentanter fra de grønne organisationer har foreslået at planen skal indeholde målsætninger om forbedringer af naturen i kommunen, og anbefaler at der hentes inspiration folderen, ”Fremtidens Natur i Lemvig Kommune”.

Indholdet har været behandlet i Natur- og Miljørådet. Den overordnede vision er, at der skal være sammenhængende natur bl.a. igennem såkaldte spredningskorridorer.

I nogle tilfælde vil det kræve naturgenopretning af landbrugsarealer at skabe spredningskorridorer mellem naturområder.

Jeg har selv repræsenteret Familielandbruget i Natur og Miljørådet. Selve udformningen er foregået i 5 lokalgrupper, og ”planen ” har således stor lokal forankring.

SF støtter de overordnede visioner i ”Fremtidens Natur”, og mener den er et godt udgangspunkt for det videre arbejde med naturplanen.

Arne Noe
Vandborg
Byrådskandidat SF

Delegeretmøde: GMO-tale (kort version)

Forkortet til max. 3 minutter. Se den lange version her, hvor du er velkommen til at give ris og ros.

Tale ved Delegeretmøde i Landbrug og Fødevarer d. 4/11-09.

Af Arne Noe

I Familielandbruget VESTJylland har vi ofte diskuteret GMO-afgrøder på danske marker. Vi kan se, at Landbrug & Fødevarer bakker op om fødevareministerens agenda for lettere godkendelse af GMO i Danmark og EU. Familielandbruget VESTJylland efterlyser en kritisk debat om, hvorvidt GMO virkelig er en god idé. Læs resten

Maden i institutionerne skal være økologisk

Det er visionsløst, ude af trit med virkeligheden og uansvarligt, hvis kommunen ikke sørger for så meget økologisk mad som muligt i daginstitutionerne.

Af Arne Noe, økologisk landmand, Vandborg.

Fra 1. januar 2010 skal daginstitutionerne servere mindst ét måltid mad for børnene hver dag. Kommunerne er netop nu i gang med at implementere den obligatoriske frokostordning. I Lemvig kommune lader det til, at man vælger den billigste løsning og går uden om sunde, økologiske madvarer. Det er visionsløst, uansvarligt og virker afskrækkende på potentielle tilflyttere. Læs resten

Efter delegeret møde 09 – L & F

Ib… er du der? Må du sige noget?

På Dansk Landbrugs ekstra ordinære delegeretmøde d.3/6-09 blev den nye organisation med navnet Landbrug og Fødevarer vedtaget. Sikkert en klog beslutning.

I værdigrundlaget for Landbrug og Fødevarer står der, efter pres fra bl.a. Familielandbruget:

Vi lægger vægt på mangfoldigheden i erhvervet og vil arbejde for:

  • En alsidig bedriftsstruktur med plads til alle typer landbrug.
  • Et erhverv med en mangfoldig produktion af kvalitetsprodukter.

Mangfoldigheden skulle således være sikret i den nye organisation. Det kan derfor vække undren, når man ser hvordan formandskabet har forvaltet mangfoldigheds-begrebet på mødet d. 3/6.

Under punktet “Erhvervets økonomi” blev tre landbrug præsenteret. Alle tre med en industriel bulk-vare produktion; to kvægbrug med 600 køer – og planer om det dobbelte, og en meget stor svineproduktion ligeledes med planer om en stor udvidelse af produktionen.

Hvor er mangfoldigheden?  – eller er det kun store landbrugs økonomi, der har interesse?

Senere på mødet blev de delegerede, af repræsentanter for formandskabet,  kraftigt opfordret til at stemme på Bent Claudi til EU-valget, hvorefter Bent Claudi blev opfordret til selv at gå på podiet for at anbefale sit kandidatur.

Hvor er mangfoldigheden? — Eller skal Landbrug og Fødevarer tages til indtægt for ét bestemt politisk parti?

En underlig arbejdsfordeling

Når man ser på den måde formandskabet valgte at fordele arbejdsopgaverne d.3/6 kan det undre. Peter Gæmelke, Michael Brochenhuus-Schack og Jørgen Pedersen havde lange indlæg om henholdsvis Ny organisation, Grøn Vækst, og Erhvervets økonomi!

Ib Jensen fik lov til at være forsanger til velkomst- og afslutningssangen…
Hvem skal være talsmand for de tusindvis af små og mellemstore landmænd, som udgør rygraden i dansk landbrug? Når Ib Jensen bliver sat til at være forsanger og landboforeninger har et kapløb kørende med tolvmands-foreningen om at servicere de største landbrug.

Landbrug og Fødevarer har nu fået en ny formand, som virker både dygtig og kompetent. Han skal have muligheden for at “blande og fordele kortene” på ny, så alle — både  små, mellemstore og store landmænd kan føle ejerskab til den ny forening — uanset politisk ståsted.

Til lykke med posten, Michael!

Bestyrelsesmedlem Familielandbrug-VEST-Jylland
Arne Noe

Ekstraordinær delegeret møde ’09 L & F

Indlæg ved Landbrug og Fødevarers ekstraordinær delegeret møde 3/6-09
Af Arne Noe, Familielandbruget-Vestjylland

I værdigrundlaget for Landbrug og Fødevarer står der ca.
“Vi lægger vægt på mangfoldigheden i erhvervet og vil arbejde for det -både hvad angår bedriftsstruktur , og produktion af kvalitetsfødevarer.

Og her kommer så mit spørgsmål; Hvilke radikale ændringer har Landbrug og Fødevarer tænkt sig at tage i anvendelse for at opnå denne ædle målsætning?
Lad mig uddybe;

I februar var jeg på Mejeriforeningens temakonference om fremtidens mælkeprodution i år 2020, . Vi blev budt velkommen af Bent Juel, som mindede os om Darwins tese om at det er de største der overlever — jo jo

Foredragsholderne var enige om at: “skal vi se frem må vi først se tilbage.” Erhvervspolitisk chef i Mejeriforeningen Kirsten Holm Svendsen rundede første del af med emnet:- Er der en fremtid for mælkeprodution i Danmark?- Også hun tog afsæt i statistikken og fremførte, at prognosen for 2020 lød på knap 1000 mælkeproducenter med ca. 600 køer i gennemsnit.- På et spørgsmål fra tilhørerne -om der overhovedet var en fremtid for mælkeproduktion, var svaret:
Ja, hvis vi sikrer en fortsat strukturudvikling.

Det gav stof til eftertanke, for gennem de sidste tre årtier har strukturudviklingen i Dansk Landbrug altid ligget foran prognoserne. Men Er det den udvikling vi ønsker? Kan den danne rammen om det gode liv på landet? Kan den sikre mangfoldighed?

Temakonferencen blev afsluttet med et spændende foredrag af Teddy Wivel om den ejerledede virksomhed.- Han påpegede at ledelseskraften er den altafgørende faktor,– og at hvis ledelseskraften forsvinder, udmøntes det hurtigt i røde tal på bundlinjen.– Men hvordan skal vi bevare ledelseskraften i de små og mellemstore landbrug når vi dagligt bombarderes med prognoser og beregninger som viser at vores bedrift ikke er såkaldt fremtidssikret? Hvem skal være talsmand for små og mellemstore producenter, som oplever at det kan være svært at belåne gode og rentable projekter blot fordi at prognosen siger at deres bedrift ikke har nogen berettigelse om 5 til 10 år. Ser vi på regnskabstallene, er der ikke noget der tyder på at fortsat strukturudvikling løser problemerne i landbrugsproduktionen. Hvad er ideen i at vi skal være så få landmænd? Prognoserne indebærer også at unge landmænd ikke vil gå ind i erhvervet netop fordi brugene skal være så store.

Skal vi sikre mangfoldighed — som det så smukt er beskrevet –og fortsat selveje, er det ikke nok med en halvlunken fortrinsstilling. Der skal ganske enkelt satses målrettet på at synliggøre det gode liv på de små og mellemstore bedrifter, og det har jeg svært ved at se kan finde sted i en organisation hvor dem der bestemmer har de store briller på.- De sidste 30 års erfaring viser at med mindre vi gør en målrettet indsats for mangfoldighed, vil vi indfri prognoserne og i år 2020 stå med under 1000 mælkeproducenter og 300 familier der ejer 85 procent af svineprodutionen i Danmark. Er det det vi ønsker?

Netop Mejeriforeningen,– som jo har fostret den ene af de tre nye direktører –og Dansk Kvæg har gennem lobbyisme sikret en smidig og hurtig kvoteomsætning som har gjort de store bedrifter mulig og på den måde spillet en meget aktiv rolle i at indfri prognoserne.

Nu står vi så i en fusion kaldet Landbrug og Fødevarer. Hvordan kan vi være sikre på at værdigrundlagets mål om mangfoldighed ikke er blot noget man smykker sig med til festlige lejligheder?
Hvilke midler vil i tage anvendelse for at bremse strukturudviklingen og derved sikre at der fortsat er basis for organisationen.