Attraktioner

I nærområdet er der rig mulighed for gode oplevelser;

  • Vesterhavet er fantastisk, både i solskinsvejr og når det blæser ”en halv pelikan” og havet viser tænder.
  • Hvis du er til badning anbefales Høfde Q ved Fjaltring, Kanalen ved Thyborøn eller Limfjorden ved campingpladsen – og der er også mulighed for svømmehal i Lemvig.
  • Klosterheden byder på skovlegeplads, vandreture, ride- og cykelstier (mountain-bike). Der er bæverboliger og -dæmninger samt bålpladser med brænde og mulighed for overnatning i shelters (bookes i god tid)
  • Lemvig – knap 800 år gammel Købstad. En hyggelig by med indkøb/shopping, restauranter, økologisk café, og ”Fisketeria” med udsigt over nyrenoveret havnemiljø. Der er lokalhistorisk museum, Museum for Religiøs Kunst, Bjergbane og meget andet. Et skateranlæg vil være under opbygning i sommeren 2013.
  • I landsbyerne rundt omkring Lemvig er der rigtig mange gallerier!
  • Bovbjerg Fyr – et kulturprojekt drevet af frivillige: kunstudstilling, café, teater i teltet, toner i teltet, fællesspisninger og rigtig meget andet.
  • I Thyborøn er der bl.a. Jyllandsakvarium, hvor du kan ”klappe” en haj, Kystcenteret, rav-museum og Sneglehuset
  • I Bøvlingbjerg finder du landets eneste Hornvarefabrik – der laves den smukkeste brugskunst og anderledes smykker. I Bøvlingbjerg bor også den internationalt kendte glaskunstner Agnete Maagaard
  • I Fjaltring finder du lækkert keramik hos Galleri Møller P
  • Vestjysk Kajak bor næsten nabo til os – de tilbyder sejlads både på fjorden og i havet – samt kajak-surf.
  • SUPcentervest – Stand Up Padling er en nyere vandsport for alle – med intro-kursus på helt lavt vand.
  • Den lokale Vandborg Ådal er en gåtur værd; der er det meste af tiden får i dalen. Folder findes i feriehuset.
  • Vi har en lokal café i Vandborg: Café Ravnshus. Folder findes i feriehuset.
  • Kunsthåndværk, også helt lokalt; Stalden. Folder findes i feriehuset.